
Så fik vi taget hul på Die Romantische Straße. Vi startede i Bamberg og bevægede os ned mod Rothenburg ob der Tauber. Begge flotte byer, men vi var helt klart mest begejstrede for sidstnævnte. Ikke mindst, fordi rygterne går på, at byens borgmester engang reddede byen fra at blive til aske ved at drikke 3 1/4 liter vin - og det respekterer vi altså. I må selv google historien.
Et af højdepunkterne i Bamberg var deres julebutik, hvor vi kunne tilføje lidt bayersk pynt til årets juletræ.
Rothenburg ob der Tauber fortjener sit eget afsnit. En vanvittigt smuk fæstningsby, hvor vi boede midt i den gamle by inden for bymurene. Vi indlogerede os på det hyggeligste lille Gasthof, Reichsküchenmeister. Navnet bøvlede vi lidt med.
Farfar Flemming havde anbefalet byen, og den skuffede bestemt ikke. KÆMPE anbefaling til alle, der skal til Sydtyskland. Vi fik også taget vores Wienerschnitzel-mødom, da vi spiste på selvsamme gasthof. Vi var så heldige at blive placeret ved siden af et ældre tysk par, som ikke rigtig kunne engelsk. Det holdte hverken os eller dem tilbage fra at snakke om alt fra Herning til, hvornår Rothenburg blev grundlagt. Det blev en lang, men god aften.
Dagen efter satte vi kurs mod Füssen - sidste stop i Sydtyskland for denne gang inden vi rammer Schweiz. Dagens plan var at se og vandre omkring det berømte slot Neuschwanstein. Dog skulle vi lige have styr på overnatningen først. Forventningsfulde satte vi kursen mod Hotel Bergruh. Hold da k*** en udsigt og et hotel. Det var 10/10. Dog ville de ikke have vores selskab før kl. 15.00. Så vi vendte bilen og satte krusen mod slottet. Der gik ikke lang tid, før det pludselig gik op for os, at der findes to hoteller med samme navn i Füssen. Skuffet. Vi var kørt til det forkerte. Så i skrivende stund, efter en god vandretur, sidder vi på det ANDET Hotel Bergruh, der ikke helt er samme 10/10. You can’t win every time.
Tilbage til Neuschwanstein-slottet. Vi kunne hurtigt fornemme, at det var Tourismus Paradise. Man siger, at Disney's logo er inspireret af Neuschwanstein-slottet. Men vi må samtidig erkende, at Neuschwanstein-slottet har draget inspiration fra Disney, når det kommer til køer. Shit Charlie, der var mange mennesker.
Sååå vi gjorde det eneste rigtige og gik i den modsatte retning af alle andre. Det bød på en 12 kilometer lang vandretur, hvor over halvdelen af tiden gik op ad, indtil vi ramte en hyggelig, affolket bjergrestaurant.
Om lidt skal vi til drømmeland til lyden af torden og lyn, der breder sig ud over dalen. I morgen skal vi tidligt op og se solopgangen, inden vi smutter videre til Tobleroneland. Stay tuned!
Ps. I får lige billederne i morgen på opslag. Internet forbindelse er nemlig RET dårlig her.